Countrymusikken har mistet nogle uerstattelige giganter de seneste år. Ralph Stanley, Guy Clark og Merle Haggard døde i fjor, og i 2013 stillede George Jones sine cowboystøvler, som satte dybe spor i genrens historie.
Texaneren, der ikke uden grund regnes for countrys største sanger, efterlod et overvældende katalog af indspilninger, og et af karrierens mest epokegørende kapitler dokumenteres nu magtfuldt i form af ’Birth of a Legend: The Truly Complete Starday and Mercury Recordings 1954-1961’.
Se også: Legende hyler videre fra graven
Boksen er skabt af altid ekstremt grundige Bear Family Records og indeholder 478 minutter fordelt på 200 numre og seks cd’er. Det er en ordentlig omgang, men Jones kan man ikke få for meget af, og bundniveauet er højt som den historiske alkoholikers promille.
Udgivelsen er et massivt monument over countrystjernens tidlige år, hvor opkomlingen udviklede sig eksplosivt fra en klon af Hank Williams, som han ærer på et begejstret hyldestalbum, til en ekstraordinær crooner, der fandt sin egen stemme.
Drukglad galning
Nøglenumrene ’Color of the Blues’, ’Cup of Loneliness’ og ’Just One More’ er fascinerende eksponenter for Jones’ enestående evne til at vride alskens lidelse ud af mundvigen uden at fortrække en mine.
Ingen andre har sunget om hor, alkohol og ensomhed som denne rundbarberede bondeknold.
Boksen rummer naturligvis hits som ’Why Baby Why’, ’White Lightning’ og ’Window Up Above’, men mellem klassikerne finder man også tyve hidtil aldrig udsendte skæringer, der er med til at fuldende portrættet af kapaciteten.
Jones slog primært sit navn fast som fortolker af kærlighedshungrende ballader, men han var en ballademager, der også mestrede løssluppen rockabilly, og den drukglade galnings latente vanvid galoperer derudad på ’Rock It’, ’How Come It’ og ‘Maybe Little Baby’
Se også: 80, fed og ikke helt færdig
Urostifteren henvender sig til Jesus med den forrygende opfordring ’Please Take the Devil Out of Me’ fra 1957, men der gik flere årtier, før Jones og hans omgivelser fik sjælefred.
Manden var en synder, men han var en gudbenådet sanger.
read more
http://ekstrabladet.dk/musik/intlalbum/druk-hor-og-vanvid-i-otte-stive-timer/6551701
